Palythoa caribaeorum fotograferet ved Fillipinerne (Copyright hartvillestuff iNaturalist.org)

Nogle af de mest almindelige begynderkoraller kan i virkeligheden være nogle af de mest giftige koraller man kommer til at møde i sin tid med saltvandsakvarium.

Palythoa sp. og Protopalythoa sp. har ofte palytoxin i sig, men generelt skal man tage sig i agt for alle Zoantharia, dvs at det også gælder Zoanthus sp., Parazoanthus sp. osv. Der er ingen fingerregel om hvilke arter der er giftigst, det er i hvert fald ikke undersøgt, og det lader mere til at det tilsyneladende er ret tilfældigt hvor stor en mængde palytoxin polypperne har i sig, hvis de overhovedet har noget.

Palytoxinet generes af bakterier der lever i/på korallen, så det ville være nærtliggende at tro at det kun er nogen polypper der er udsat for disse bakterier. Videnskaben peger imod at det er endemisk eller områdebegrænset hvor palytoxin kan forefindes. Om bakterierne kan "smitte" andre polypper er gætværk, men det kunne give noget af forklaringen på hvordan det spredes.

Så helt generelt kan man ikke sige andet end at man altid skal regne med det værst tænkelige, nemlig at de er meget giftige. Der findes en del historier på nettet, men oprigtigheden af historierne kan være lidt diffuse. Der findes en del historier med akvarister som har fået det dårligt efter de har håndteret polypper, og en historie med en hund der legede med en sten der sad polypper på og efter sigende døde af det.

En af de mere troværdige historier er fra internetforummet Reefcentral. Her beretter en akvarist der ville koge sine sten af for at fjerne nogle uønskede polypper, om hvor galt det gik for ham. Det kogende vand på stenene dampede ud i lokalet og palytoxinet blev båret med vanddampene og han inhalerede det. Akvaristen blev meget dårlig og røg på skadestuen med slemme smerter og åndedrætsbesvær. Efterfølgende 14 dage med astma-lignende tilstand og behandling med steroider og vedvarende hoste og smerter i lunger. Altså ikke noget at spøge med.

Palytoxin er meget giftigt og når man taler om gifte kommer betegnelsen LD50 ofte. LD50 betyder "dødelig dosis hvor 50% af forsøgsdyrene dør". Palytoxin er så giftigt at man har meget svært ved at måle denne grænse, men den ligger så lavt som 0.033 µg/kg ved forsøgsdyr. Det kan være svært at forholde sig til, men LD50 defineres som:

LD50 grænser

>2800 mg/kg ugiftigt

2000-2800 mg/kg lokalirriterende

200-2000 mg/kg sundhedsfarligt

25-200 mg/kg giftigt

1-25 mg/kg meget giftigt

Palytoxin LD50: 0,004 mg/kg

 

Tilfældet i Alaska

Den 11 august 2014, ca. 6000 km fra det nærmeste koralrev købte en akvarist en stor mængde koraller i en hobbyforretning, kørte hjem og flyttede dem til hans 758L akvarium, under flytningen tabte han lidt fragmenter på gulvet. Der var tre personer i hjemmet, samme aften sov ejeren i lokalet med akvariet og de to andre i et nærtliggende rum mindre end 6 m væk. Næste morgen kl 07.00 vågnede alle tre personer med vejrtrækningsproblemer, muskelsmerter og problemer med nervesystemet. Ejeren var hårdest ramt og havde yderligere opkast, hovedpine, hoste og muskel- og ledsmerter og blev straks kørt til skadestuen og indlagt med 39,4° og indhold af hvide blodlegemer på 13,5 mia./L (normalområdet er 3,5 - 8,8 mia./L). Efter symptombehandling blev han blev udskrevet 2 dage senere uden mén.

 

Protopalythoa sp. taget ud for Floridas kyst (copyright Blogie Robillo iNaturalist.org)

Historien bag

Historien om hvordan man fandt palytoxin er faktisk meget interessant og næsten som taget ud af en film. Følgende afsnit er frit oversat efter Professor Bob Williams fra Colorado State University fra en publikation i The Nerd Street Journal.

Palytoxin blev opdaget af Prof. Paul J. Scheuer ved University of Hawaii. Historien om hvordan denne gift blev opdaget og den organisme der producerer den er ret interessant. Prof. Scheuer har det som hobby at læse gamle hawaiianske folkeeventyr via forskellige bibliotekssamlinger på øen. Han stødte på en reference til "Limu make o Hana" mens han læste, det oversættes til "det livsfarlige søgræs fra Hana". Det er det hawaiianske betegnelse for den giftige organisme som Malo (Hawaiian Antiquities, 1951) beskriver som følgende: 

"I Muolea i Hana-distriktet (Maui), voksede der en giftig mos i en bestemt sø eller dam tæt på havet. Man brugte det til at smøre på spidsen af spyd for at gøre dem dødelige. Mosset siges at være rødlig i farven og findes der stadig. Det vokser kun på det ene sted."

I følge hawaiiansk folkehistorie (her beskrevet af Katherine Livermore, B.P, Bishop Museum, Honolulu), boede der en mand i Hana-distriktet, som tilsyneladende altid havde travlt med at plante og høste. Når folk fra området tog ud for at fiske, ville der når de kom tilbage, altid mangle én. Dette stod på i nogen tid uden at folkene kunne forklare at folk bare forsvandt. Til sidst blev fiskerne mistænkelige på manden som dyrkede sin "taro patch"(lille oversvømmet køkkenhave). De greb ham og flåede hans tøj af og opdagede at han på hans ryg havde gabet af en haj. De dræbte ham, brændte ham og smed asken i havet, på dette sted, siger legenden, blev "limu" (mosset) giftigt. Den lille tidevandspøl blev efterfølgende "kapu"(tabu) for den hawaiianske befolkning og de dækkede "limu'en"(mosset) med sten og var meget hemmelighedsfulde omkring dets lokation.

De troede meget fast på at en katastrofe ville ske, hvis nogen ville forsøge at indsamle den giftige "limu"(senere kaldt Palythoa sp.). Professor Scheuer arbejdede sammen med Professorerne A.H. Banner and P. Helfrich fra Hawaii Institute of Marine Biology, og gennem en meget omfattende række af Hawiianske informanter og adskillige kasser øl for at få dem til at tale, fik man endelig omend noget modvilligt oplyst det hemmelige sted hvor tidevandspølen var. Tidevandspølen var lokaliseret for enden af en lavaflod ved Muolea (Kanewai) i det sydlige Hana. 

Dykkere samlede nogle små prøver af den giftige limu den 31 december, 1961. Under indsamlingen, påmindede de lokale beboere, videnskabsholdet om den store sandsynlighed for ulykke de stod overfor, ifølge legenden. Helt tilfældigt, den samme eftermiddag, raserede en brand hovedbygningen ved Hawaii Marine Laboratory på Oahu, det samme institut som Dr. Banner og Helfrich kom fra. Dykkerne undersøgte de nærliggende områder nær tidevandspølen, men fandt ikke noget Palythoa sp. andre steder en det præcise sted udpeget af de lokale beboere. Tidevandspølen viste sig at være mindre end 2 m lang, 1 m bred og bare en halv meter dyb ved lavvande.

De prøver man udtog først, blev påvist som værende så giftige at en præcis LD50 var svær at afgøre. Mere moderne forsøg har vist LD50 til at være mellem 50-100 ng/kg hos mus. Giften er en stærk vasokonstriktor (dvs at det får blodkarene til at trække sig sammen); hos hunde forårsager det død inden 5 min ved bare 0,06μg/kg. Ved at ekstrapolere, kan man beregne en dødelig dosis hos mennesker til bare 4 μg/kg, det er den mest giftige organiske substans der er opdaget.

Palytoxins molykulære opbygning.

Efterfølgende fik Dr. Scheuer isoleret rågiften(i 1971), men der skulle gå næsten 11 år før giftens struktur blev udredet. To forskningsgrupper, én ved University of Hawaii (ledet af en af Dr. Scheuers gamle elever, Prof. Richard Moore) og én ved Nagoya University i Japan (ledet af Prof. Hirata) fik sammensat giftens korrekte kemiske struktur sidst i 1981. Efter dette valgte Prof. Yoshito Kishi ved Harvard University i USA at forsøge sig med at finde den komplette kemiske syntese af Palytoxin molekylet. Denne monumentale opgave blev færdiggjort i 1989. Palytoxin-molekylet består af den længste kontinuerlige kæde af kulstofatomer som eksisterer i et organisk produkt. Molekylet har formlen C129H223N3O54 og indeholder 64 stereogenetiske centre. Den enorme molekylære kompleksitet er tilsyneladende svær for selv naturen at genskabe ens, så selvom Palythoa toxica arterne senest er fundet nær Tahiti, er de af en lidt anden molekylær opbygning end dem ved Maui. Organsimerne som danner palytoxinet er ikke ret udbredt ved Tahiti, men dog ikke helt så endemiske som på Maui(Hana), hvor de fandtes i blot en enkelt tidevandspøl.

 

Zoanthus sp. i akvarie i Danmark (copyright coralreef.dk)

Tænk dig om

Med almindelig omtanke kan man godt holde Zoantharia slægten uden at sætte sit liv på spil på daglig basis, der er i øvrigt millioner af akvarister der gør det hver dag og de fleste helt uden at vide det.

LD50 grænsen ændres alt efter hvordan det tilføres kroppen, om det er intravenøst(altså direkte i blodåren), inhalation eller dermalt(gennem huden). Så man kan sige, at der skal væsentlig mere til hvis man blot får det på fingrene, men har man en rift, øges optaget i kroppen markant og derfor skal man passe bedre på.

Det eneste rigtige er naturligvis at bruge handsker når man arbejder i akvariet, skal man håndtere korallerne, må det anbefales at bruge handsker og briller og evt. maske. Generelt skal man også lade være med at spise og drikke efter man har arbejdet i akvariet, grundig afrensning af hænder er vigtigt og har man rifter eller sår, bør man måske helt lade være med at rode i akvariet.

 

Videre læsning:

Palytoxin Found in Palythoa sp. Zoanthids (Anthozoa, Hexacorallia) Sold in the Home Aquarium Trade, Jonathan R. Deeds, Sara M. Handy, Kevin D. White, James D. Reimer, April 4, 2011